«Jeg saa forleden dag et fotografi, som var tat paa en utflukt i 1915, at en hel del af os, som dengang daglig var sammen. En af de paa billedet er i Amerika, en er i Tientsin, jeg og en mand til er i Urga, toogtyve mænd er døde, deraf to døde paa en naturlig maate, hvis sygdom kan regnes for mere naturligt end kugler, sabler og bajonetter.

Det er vennene heroppefra, som jeg mindes bedst, i det store og heletaget, og specielt de som ikke længer hører til denne verden. Disse bortgangne venner kommer ofte op i tankene i hele samlinger. Det er likesom, om de var sammen derover paa den anden side, og saa en gang imellem fik den idé, at de mandstærke skulde dukke op i min hukommelse, komme frem der klart og tydeligt og sige: ´Husker du den gang, der og der, da var det liv, da var det andre tider, husker du det?´ Jo, jeg husker det godt, og atter engang oplever jeg de samme hændelser.»

Oscar Mamen vil ikke tenke på fremtiden. Han avslutter: