«Formationen af en Mongolsk armé, keiserkroningen, da den levende budda blev kronet til keiser over Mongoliet, troppeafsendelsen sydover og østover mot Kina, og meget mere til fandt sted like ved Juletiden og gjorde sit til at vi to normænd, som da boede sammen, ikke riktig viste hvad slags Jul vi skulde faa det aar. Men alt forløp forholdsvis roligt i Urga og vi fik feire Julen i fred, og om det saa ikke kan siges, at det var særlig festligt, saa var det dog Jul allikevel.

Vi bode i et ganske lite kineserhus med papirvinduer, der stadig havde flere lufthuller end ønskeligt i 35 graders kulde med vind. Vor levemaate var ikke særdeles elegant; vi havde en kineserkok, som paastod, at han havde veret kor for russerne i aarevis og, at han var den bedste kok i Urga, hvilket alt sammen maaske var sandt, skjønt han fôret os mere og mindre, som om vi var svin.

Under slike forholde blev jo ikke julekosten hvad kunde vært ønskeligt. Jeg tror suppen var tykkere om juleaften, efter speciel anmodning selvfølgelig; men vi kunde jo da, som de fleste dage ellers, se til at vi fik noget at spise uten vor koks naadige hjelp. Det var nemlig en butik i Urga dengang, som havde temmelig godt utvalg af hermetik, pølser, skinke og syltetøi og da vi ogsaa havde et bakeri, hvor vi kunde faa det deiligste russiske brød, saa havde vi juleaften, og hele julen ogsaa, nok af mat paa bordet.

Vi begyndte paa vort kolde bord før kokken var ferdig med sit smøreri, og naar han endelig kom stømmende ind med en stor talærken fuld af kjødkaker i den ene haand og den evindelig bøtte hængende paa kroken av sleven i den anden haand, saa nøiet vi os med at beholde kjødkakerne og sendte suppebøtten ut til staldkarlen, saa han kunde komme til at vande hestene lidt tidligere ikveld, det var jo Julekvelden. Bikjene fik kjødkakerne ogsaa, vi havde nok allikevel.»

Noen år senere, i 1914, reiste han gjennom Gobiørkenen fra Mongolia til Kalgan med kamelkaravane i 50 minusgrader like før jul. Han skriver: